CHARLOTTE
LYNGE

Mit uskyldige, forventningsfulde barneansigt lyser op af skæret fra computeren. Sammen med resten af 6.A har jeg netop afsluttet en online karrieretest. Sådan én, som indikerer, hvad du kan blive som voksen.

 

Servicemedarbejder i Post Danmark tordner det frem over skærmen, som havde Thor akkurat svunget Mjølner. Forbløffet kigger jeg omkring i det grå, betonindsvøbte lokale og bliver mødt af mine klassekammeraters jubelråb. Én kan blive fodboldspiller og advokat, en anden læge og en tredje både håndværker, kunstner og kemiker. Jeg kan ikke undgå at blive en smule skuffet over mit eget resultat.

 

»Hvad vil du da gerne være, hvis du helt selv kan vælge, Charlotte?« spørger min klasselærer. Hendes rare øjne hviler på mig inde bag de tunge, runde brilleglas. »Journalist,« svarer jeg prompte.

​

Meget har ændret sig, siden mit 12-årige jeg blev præsenteret for en mulig karrierevej: Post Danmark har skiftet navn, og jeg er vokset ud af mine lyseblå trompetbukser. Og selvom jeg få uger efter karrieretesten begejstringsfuldt fortalte mine forældre, at Post Danmarks medarbejdere altså havde fået hele fem kilo pebernødder i julegave året forinden, så er min journalistdrøm stadig den samme.

​

Jeg har altid været fascineret af de nære historier, der tager udgangspunkt i den enkelte persons fortælling. Jeg er af den overbevisning, at vi alle hver især har en helt særlig, interessant historie at dele. Og jeg har gjort det til min mission at videreformidle dem via fængende og vedrørende videoproduktioner, featureartikler, reportager og dokumentarfilm.

​

Med den rette blanding af nysgerrighed, lydhørhed og åbenhed tilsat et skvæt stædighed har jeg gennem årene på bedste Bubbi-Bjørne-manér udviklet min egen supersaft, der naturligt løber i mine årer. Den biologiske eliksir giver mig evnerne til at opdage og tune ind på nuancerne og detaljerne i dét, der fortælles og i dét, der fortælles mellem linjerne.

​

Når mine sensorer opfanger de små krummelurer og krøller i det sagte, reagerer og sender de et signal gennem min krop, der danner en klump i min mave. En klump, der rummer en følelse af, at hér er der altså en historie, der skal udforskes. Dét har ført til mange situationer, hvor nære og fremmede personer har betroet mig deres inderste.

 

Som da jeg boede i Ankara og en kammerat delte, at han var homoseksuel, før andre vidste det. Som da en tidligere overordnet ytrede at hun kun fortsat var medlem af Scientology for ikke at miste sine børn. Eller som i sidste uge, hvor en Uberchauffør i løbet af en 30 minutters tur fra lufthavnen fortalte om dengang, hun tragisk mistede sin lillesøster i en lavineulykke.

​

Min evne til at blive lukket ind i menneskers inderste univers, er en egenskab jeg vi bruge til fortælle om mennesket bag sensationsrubrikken. Jeg vil belyse større temaer gennem nære, personlige historier og forhåbentlig rykke ved folks syn herpå.

​